Landstingslov nr. 6 af 17. oktober 2002 om midlertidig landstingsbevillingslov for finansåret 2003.
§ 1. Indtil landstingsfinansloven for finansåret 2003 er vedtaget, bemyndiges Landsstyret til at opkræve lovhjemlede skatter og oppebære Hjemmestyrets øvrige indtægter. Landsstyret bemyndiges til i samme tidsrum at afholde de udgifter, der er nødvendige for at opretholde og videreføre Landsstyrets, institutioners og virksomheders drift samt andre foranstaltninger iværksat med hjemmel i lov, tidligere bevillingslov eller given bevilling i øvrigt.
§ 2. Udskrivningsprocenten for landsskat fastsættes uændret til 11 %. Udskrivningsprocenten for særlig landsskat fastsættes uændret til 24 %. Ensfragtafgiften for skibstransport til Grønland fastsættes uændret til 9,82 %.
§ 3. Loven træder i kraft den 1. januar 2003.
Grønlands Hjemmestyre, den 17. oktober 2002
Jonathan Motzfeldt/
Augusta Salling